[ Tilbage til forsiden ]
Praktikmateriale til klasselærere
[ hent denne side som pdf ]
Vi håber, at du og din klasse vil få glæde af materialet til praktikken.
Det vil være en oplagt mulighed at lægge et forløb ind om UEA i forbindelse med, at eleverne skal i praktik, så man kan kombinere forløbet med elevernes egne erfaringer ude på arbejdspladserne.
Jobsøgning og
arbejdsmiljø er to emner, som ville være relevante at arbejde videre med, og som indgår i CKF og trinmål for UEA undervisningen. Her giver vi lidt inspiration til, hvordan dette kan gøres.
Her følger først et par gode råd til, hvordan materialet kan anvendes:
Forberedelsen:
Til forberedelsen kan det være en god idé at invitere UU-vejlederen op i klassen. Det vil være en fordel, hvis der er mulighed for, at hver elev kan sidde ved en computer, så de samtidig kan søge på internettet.
Praktiske oplysninger:
Husk at gennemgå praktiske oplysninger med alle elever. Det er meget vigtigt, at eleverne er informeret om sygdom, transport, arbejdstid mm. inden praktikugen starter.
Efterbehandlingen:
Der er mange måder at arbejde med efterbehandlingen på afhængigt af hvor lang tid, du ønsker at bruge på det. Her kommer en række forslag:
- Skriftlig oplæg
- Mundtlig fremstilling på klassen eller i grupper
- Klasseavis med artikler fra alle elever
- Foredrag for forældre på forældremøde
- Brug af billeder
Husk, du er altid velkommen til at kontakte din UU-vejleder, hvis du har spørgsmål til materialet eller til praktikken generelt, hvis du har brug for gode råd, eller hvis du selv har gode forslag til at videreudvikle materialet.
Hvis I ønsker at arbejde med dette emne, skal det naturligvis være før eleverne skal ud i praktikken, så de kan bruge det i forbindelse med at finde en praktikplads.
Netværk
1. Hvad er et netværk?
2. Hvornår kan man bruge sit netværk?
Udover til jobsøgning er der jo mange situationer, hvor man kan drage nytte af sit netværk, f.eks. hvis man har brug for et godt råd, ønsker nye venner osv…
Bed eleverne om at lave en mindmap over hvem der indgår i deres netværk, så de samtidig kan få idéer til, hvem der kan hjælpe dem til at få en praktikplads (eller en læreplads/job senere hen).
Ansøgning
Hvordan skriver man en ansøgning?
Få gode råd på www.jobbasen.dk. Her kan du selv se, hvilke gode råd der findes i forbindelse med at skrive en ansøgning og printe eksempler ud til at vise eleverne.
Bed eleverne om at skrive en ansøgning til praktikstedet (eller til jobannoncer, som du har udvalgt på forhånd kig i Urban, Søndagsavisen eller på jobbaser på internettet).
Hvis du ønsker at gøre mere ud af forløbet omkring ansøgningerne, kan du evt. indlede et samarbejde med lokale virksomheder eller 3F. Tal med din UU vejleder om, hvordan det kan lade sig gøre.
Jobsamtalen
Læs om hvordan en samtale typisk forløber, ofte stillede spørgsmål, gode råd m.m. på www.jobbasen.dk. Print evt. siderne ud, og lad eleverne læse dem eller gennemgå på klassen.
Det er en god idé at lave rollespil for at øve en samtale. Sæt eleverne sammen parvis og lad dem interviewe hinanden ud fra deres ansøgninger. Bed dem bruge nogle af spørgsmålene fra jobbasen.dk. Lad evt. eleverne vise deres rollespil for de øvrige elever i klassen og lad dem evaluere hinanden.
Arbejdsmiljø
Der findes et hav af gode materialer om arbejdsmiljø.
Her er et lille udpluk:
www.ditjob.dk
”Dit job!” er et internetbaseret undervisningsmateriale om unge og deres job både fritidsjob og fremtidigt jobvalg. På hjemmesiden kan eleverne søge mellem et væld af interviews, tekster og billeder, når de skal søge opgaver om fritidsjob, arbejdsmarkedet eller fagbevægelsen. Som lærer kan du kan selv sammensætte tekster og billeder til opgaver, der er tilgængelige på hjemmesiden. Kan f.eks. bruges i dansk, historie og samfundsfag og er dermed velegnet til brug i projektarbejde.
Guide til fritidsjob
Et hæfte, der indeholder faktuelle oplysninger om løn, ferie- og arbejdsrettigheder for unge, der har fritidsjob. Indeholder også oversigt over regler for, hvornår og hvor længe man må arbejde som ungarbejder. På vejlederkontoret kan du få et hæfte til hver elev.
Vi undersøger
Interaktivt materiale på www.ug.dk (under ”min baggrund” ® ”vejledningsmateriale”). Materialet har bl.a. et afsnit, der hedder arbejde, hvor eleverne skal arbejde individuelt med opgaver omkring arbejde, tidsplanlægning, løn, forbrug mm.
Mappen, Uddannelse til Uddannelse (grøn mappe)
Mappen står på biblioteket/vejlederkontoret. Indeholder forskellige undervisningsforløb bl.a. om fremtidens arbejdsmarked. Her findes lærerark og elevark samt oplæg til projektorienteret undervisning. Handler mere om udviklingstendenser på arbejdsmarkedet og medarbejderkvalifikationer end egentligt arbejdsmiljø. Der kan plukkes i materialet eller man kan bruge det i et længerevarende forløb, f.eks. i dansk og/eller samfundsfag.
Dit livs direktør
Skrevet af Peter Plant, forlaget Alinea. Burde stå på skolens bibliotek eller vejlederkontor. Indeholder afsnittet, ”Sundhed og sikkerhed” om arbejdsulykker, arbejdsmiljø samt trivsel i klassen.
Gæstelærer
I forbindelse med emnet arbejdsmiljø kunne det også være relevant at invitere en gæstelærer. Dette kunne f.eks. være en repræsentant fra LO, der bl.a. kan fortælle om regler og arbejdsmiljø. Det kunne handle om fritidsjobs, om praktikforløb eller om undervisnings- og arbejdsmiljø i klassen.
[ hent denne side som pdf ]